Helle Lundby

 

Jeg er autodidakt billedkunstner, som i hele min opvækst har været optaget af at tegne og male. Jeg begyndte så omkring 1990 at tage det at male mere og mere seriøst, og i dag er det en væsentlig del af mit liv. Jeg arbejder med akrylmaling på lærred, som passer til mit temperament med at kunne male uden ophold, da akrylmaling tørrer hurtigt.  

 

Jeg er født i Aarhus og har som voksen boet forskellige steder i landet – men altid i byer ved vandet. Samspillet mellem himmel og hav er en helt speciel oplevelse, som ikke kun er begrænset til Skagen men kan opleves mange andre steder i landet, da Danmark jo er omgivet af vand.

 

Min motivverden er såvel natur som mennesker og abstraktioner – her iblandt supernovaer i himmelrummet. Jeg samler indtryk i naturen, musikken og litteraturen og lagrer dem i mit indre arkiv, indtil de presser på for at blive udtrykt på lærred. I denne proces befinder jeg mig helt i mit eget univers.

 

Mine billeder er i første omgang skabt for mig selv, men på et tidspunkt ønsker jeg at dele dem med andre, og det er en stille glæde, hvis nogen får en oplevelse igennem dem.

 

Jeg har gennem årene haft talrige udstillinger på gallerier, i kunstforeninger, på biennaler- og sågar i 4 år haft salg fra eget galleri til min glæde haft mange tilbagevendende købere. P.t. er jeg tilgængelig i mit hjemmeværksted.

 

Min kontakt med interesserede besøgende på de forskellige udstillinger har været til stor glæde og inspiration, og det ville være dejligt, om vi en dag skulle komme i kontakt med hinanden.    

 

Email: Art@nypost.dk