Henrik Lundby

 

Mine billeder er opbygget af mange lag mere eller mindre transparente farver – påført med pensel, spartel og mine fingre. Med de mange lag farver fra bund til overflade, påført i tynde lag, forsøger jeg at give mine billeder deres egne diffuse udtryk med stor dybde, næsten 3-dimensionelt. Jeg forsøger derved at skabe en fornemmelse eller oplevelse af, at man næsten kan stikke hånden eller hovedet gennem lærredet, uden at det går itu. Effekterne i mine billeder ændrer sig med ændringer i lyspåvirkningen.

Lyset skaber alle motiver og farver i min billedkunst. Jeg maler, skraber og vasker mig frem til den ønskede flade og struktur. Der er således mange spor af tilblivelsen i mine færdige billeder.

 

Tilblivelsesprocessen kan vare i dage-, uge-, og månedsvis. Nogle gange kan det tage år, hvor jeg går til og fra billedet. Farverne og det endelige motiv er ikke altid givet på forhånd. Ofte opstår de af pigmenterne fra selve processen, hvor jeg i min dybe koncentration bliver revet med af en stemning eller rytme. Andre gange er motivet detaljeret gennemarbejdet i mit sind og siden gennem mange skitser, inden jeg begynder med gengivelsen på lærredet.

 

Mine billeder er ofte brudstykker af en større helhed – noget som ved første øjekast virker bekendt, men som måske alligevel ikke er det.

 

Jeg bliver ofte konfronteret med spørgsmålet om, hvor lang tid det egentlig tager mig at male et billede, hvortil der ikke kan gives et entydigt svar. Ofte er jeg så fordybet i den kreative arbejdsproces, at jeg glemmer alt om tid og sted. Andre gange har jeg en bedre fornemmelse for tidsforbruget, måske fordi maling, pensler og lærred absolut ikke vil som jeg. På denne vis er dette medie så dejligt uforudsigeligt og afvekslende.

 

Personerne i mine motiver finder jeg i min fantasi og mine omgivelser. At male og tegne handler for mig meget om at gengive tanker, oplevelser og følelser på lærredet. Naturen og mennesket er centrale elementer i min billedkunst.

 

Jeg ser mine billeder som en egen natur, hvor der meget ofte indgår menneskeskikkelser i mere eller mindre centrale roller og placeringer. Som jeg udstiller andre mennesker i mine billeder, har jeg ikke selv noget mod at blive udstillet. Faktisk udstiller jeg en del af mig selv i alle mine billeder.

 

Jeg er født i 1967 i Næstved, uddannet på Skolen for Billedkunst i København i 1993, og er i dag bosat i Tune ved Roskilde sammen med min hustru Heidi og vores to drenge, Jonas og Mads.

 

Behovet for at udtrykke mig i billeder har altid været til stede. I hvert fald så længe jeg kan huske. Fra barnsben har jeg fortalt og drømt i billeder. Utallige nætter har jeg som barn ligget i min seng og tegnet figurer i luften. Øvet mig i at observere og gengive. Mine øvelser har ikke altid været ukomplicerede, hvilket en dybere fortolkning måske ville synliggøre.

 

Litteratur, musik og billeder i min hverdag er alle indtryk og oplevelser, der giver impulser til min underbevidsthed og som styrker min trang til at udtrykke mig billedligt.

 

Jeg har arbejdet fokuseret med billedkunsten siden 1993, hovedsageligt med akrylfarver, som harmonerer bedst med mit temperament og min arbejdsform.